/upload/lovweb/topbar_danmarksjaegerforbund001.gif

Indholdsfortegnelse

Bek. om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.


1010 af 09/08 2007
Status: Gældende
 

1010 af 09/08 2007.  Bek. om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.

 
Status: Gældende
Hent PDFKopier dokumentindhold til udklipsholderenUdskriv dokument

Bekendtgørelse om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v.

Nr. 1010 af 9. august 2007
Miljøministeriet
(Skov- og Naturstyrelsen)

Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1) som senest ændret ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20, november 2006 (EU-Tidende nr. L 363 side 0368 - 0408) og dele af Rådets direktiv nr. 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende nr. L 363 side 0368 - 0408).

I medfør af § 23, stk. 4, § 49, stk. 3, og § 54, stk. 3 og 4, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 747 af 21. juni 2007, samt § 30, stk. 1, og § 45, stk. 1, i lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006, fastsættes:

Kapitel 1
Skydevåben

§ 1. Følgende skydevåben må anvendes til jagt og til regulering efter reglerne i bekendtgørelse om vildtskader, når de er i forsvarlig stand:

1)Glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm, der højst er af kaliber 12, og som ikke kan indeholde mere end 2 patroner.
2)Riflede våben, bortset fra helautomatiske rifler. Halvautomatiske rifler må dog højst kunne indeholde 2 patroner.

   Stk. 2. Haglgeværer og halvautomatiske rifler, der er konstrueret til at kunne indeholde mere end 2 patroner, må dog anvendes, hvis de forsynes med en permanent anordning, der sikrer, at de højst kan indeholde 2 patroner.
   Stk. 3. Haglgeværer må kun anvendes på de vildtarter, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2 - 5. Jagt på råbuk med haglgevær må dog ikke finde sted i perioden 16. maj - 15. juli.
   Stk. 4. Haglgeværer af kaliber mindre end 20 må alene anvendes på de vildtarter, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5.
   Stk. 5. I riflede våben, hvor drivmidlet er luft, skal projektilet være mindst 5,5 mm i diameter.
   Stk. 6. Skydevåben, der anvendes til jagt og regulering, må ikke være forsynet med lyddæmper.
   Stk. 7. Revolvere og pistoler må ikke anvendes til jagt og regulering.

Kapitel 2
Ammunition

§ 2. Haglpatroner til glatløbede haglgeværer må anvendes til jagt og regulering, når følgende krav er overholdt:

1)Patroner med hagl, der har en vægtfylde på 7g/cm3 eller derover.
2)Patroner med hagl, der har en vægtfylde på 9g/cm3 eller derunder, skal have en udgangshastighed (V1,5) på mindst 400 m/sek.
3)Patroner med hagl, der har en vægtfylde større end 9g/cm3, skal have en udgangshastighed (V1,5) på mindst 375 m/sek.

   Stk. 2. Hagl i haglpatroner må maksimalt have en diameter på 4 mm.
   Stk. 3. Kuglepatroner (Brenneke-kugler og lignende) i glatløbede haglgeværer må ikke anvendes til jagt eller regulering.
   Stk. 4. Haglpatroner med hagl af bly, må ikke:
1)forhandles, medtages eller anvendes til jagt eller regulering, eller
2)medtages eller anvendes til flugtskydning, herunder på skydebaner.

§ 3. Jagtammunition til riflede våben må anvendes til jagt på og regulering af de nævnte arter, når følgende krav er opfyldt:

1)Til kronvildt, dåvildt, sikavildt, muflon, vildsvin og spættet sæl samt de vildtarter, der er nævnt i nr. 2 - 5, enten kuglevægt mindst 9 g (139 gr) og anslagsenergi E100 mindst 2700 J, eller kuglevægt mindst 10 g (154 gr) og anslagsenergi E100 mindst 2000 J.
2)Til råvildt samt de vildtarter, der er nævnt i nr. 3 - 5, kuglevægt mindst 3,2 g (50 gr) og anslagsenergi E100 mindst 800 J.
3)Til ræv, mårhund, vaskebjørn, hare, sumpbæver, gæs, fiskehejre og skarv samt de vildtarter, der er nævnt i nr. 4 - 5, anslagsenergi E100 mindst 200 J.
4)Til husmår, ilder, mink, vildkanin, bisamrotte, agerhøne, fasan, blishøne, ænder og måger samt de vildtarter, der er nævnt i nr. 5, anslagsenergi E0 mindst 150 J.
5)Til ringdue, tyrkerdue, kragefugle, vadefugle og stær mundingshastighed V0 mindst 200 m/sek.

   Stk. 2. Fuldkappet riffelammunition må ikke anvendes til jagt på eller regulering af kronvildt, dåvildt, sikavildt, råvildt, muflon,vildsvin eller spættet sæl.
   Stk. 3. De anvendte måleenheder er følgende:

E0 = anslagsenergi ved munding

E100 = anslagsenergi ved 100 m fra munding

V0 = hastighed ved munding

V1,5 = hastighed 1,5 m fra munding

g = gram

gr = grain (1 g = 15,432 gr)

J = Joule (9,81 J = 1 kgm)

m/sek = meter pr. sekund.

Kapitel 3
Dispensation, straf og ikrafttræden

§ 4. Skov- og Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i § 1, stk. 5, og § 3, stk. 1. Miljøstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i § 2, stk. 4, nr. 2.
   Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsens og Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 5. Med mindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1)overtræder § 1, stk. 3-6, § 2, stk. 3 og 4, eller § 3, stk. 2, eller
2)til jagt eller regulering anvender andre skydevåben eller anden ammunition end tilladt efter § 1, stk. 1, § 2, stk. 1-2, og § 3, stk. 1.

   Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
1)voldt betydelig skade på de interesser, som loven tilsigter at beskytte, jf. lovens § 1, stk. 1, eller fremkaldt fare derfor, eller
2)opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.

   Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2007, jf.dog stk. 2.
   Stk. 2. § 2, stk. 1, træder i kraft den 1. april 2009.
   Stk. 3. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 41 af 21. januar 1994 om skydevåben og ammunition, der må anvendes til jagt m.v. ophæves.

Connie Hedegaard / Anne-Marie Rasmussen

Bilag 1

Eksempler på, hvilke riffelkalibre der må anvendes til jagt på og regulering af de enkelte vildtarter

§ 3, stk. 1, nr. 1 (+ nr. 2, 3, 4 og 5)

(F.eks. kaliber 6,5 x 55, 308, 30-06 og større/kraftigere)

Kronvildt

Dåvildt

Sikavildt

Muflon

Vildsvin

Spættet sæl

§ 3, stk. 1, nr. 2 (+ nr. 3, 4 og 5)

(F.eks. kaliber 222, 243 og større/kraftigere)

Råvildt

§ 3, stk. 1, nr. 3 (+ nr.4 og 5)

(F.eks. kaliber .17 Rem, .22 Hornet, .221 Rem og større/kraftigere - anslagsenergi E100 mindst 200J)

Ræv

Vaskebjørn

Mårhund

Hare

Sumpbæver

Fiskehejre

Skarv

Gæs

§ 3, stk. 1, nr. 4 (+ nr. 5)

(F.eks. kaliber .17 HMR og større/kraftigere - anslagsenergi E0 mindst 150 J)

Husmår

Ilder

Mink

Vildkanin

Bisamrotte

Agerhøne

Fasan

Blishøne

Ænder

Sølvmåge

Svartbag

Sildemåge

§ 3, stk. 1, nr. 5

(Hvis drivmidlet er luft, skal projektilet være mindst 5,5 mm i diameter - mundingshastighed V0 mindst 200 m/sek)

Ringdue

Tyrkerdue

Kragefugle

Vadefugle

Stære

 
Danmarks Jægerforbund, 3. september, 2010
© J. H. Schultz information A/S